Når man opdager, at livet opleves meningsløst.

For år tilbage kom der nogle gange nogle klienter til mig, som fortalte om, at de havde det hele. De havde arbejde, mand, børn, men deres liv var meningsløst. Og jeg prøvede, så godt jeg kunne, at sige nogle ting, men der gik som regel ikke ret lang tid før, at de holdt op, fordi det virkede ikke rigtig.

Nu fatter jeg, hvad det var, jeg ikke kunne dengang for de 10-15 år siden. Det, min erfaring har vist mig, er, at når det forholder sig sådan, at man ikke er blevet elsket som barn, og at man mange gange har forestillet sig. Man har prøvet al verdens ting og sager for at tilpasse sig forældrene for at få kærlighed, men desværre er jeg ikke alene om dette tilpasningsmønster, som er en slags forsvar imod at mærke den smerte ikke at være elsket. Her er det min egen erfaring, at nogen gange er det ikke muligt for en forælder at give den kærlighed, forælderen gerne ville have givet. Her skelner jeg imellem, om man føler sig dybt elsket, eller det handler om en familie med en del problemer. Trods det, er kærligheden tilgængelig. Det forsvar, jeg beskriver, kommer sig af en mangel på dybfølt kærlighed.

Jeg forstår nu, at min far, som var meget krigstraumatiseret, havde en reduceret evne til at give kærlighed fra sig, og jeg gemte smerten indeni som barn. Han var tom, den smerte, at opleve det , skal man mange gange være voksen for at kunne rumme. Når det står fuldstændig soleklart foran ens øjne, at der var ikke nok nærvær. Det svigtede barns smerte kommer til én, og tilpasningsmønstrene bliver tydelige for bevidstheden. Tilpasningsmønstret opstår for at undgå at mærke den smerte af manglende kærlighed. I den overlevelsesstrategi er der to muligheder, at blive dominant eller underkastet.

Det, jeg beskriver, er et tilknytningstraume. Jeg havde ikke for 10-15 år siden mod til og viden om, hvor krævende det både er for mig som terapeut og klienten at gå ind i den dybde, det er at møde smerten i ikke at være elsket og det efterfølgende meningsløse. Er der noget mere meningsløst end ikke at føle sig elsket? Det var derfor, at min rolle som terapeut ikke var tilstrækkelig, for mange vil helst tale overfladisk om meningsløshed.

I selv samme øjeblik som du sidder og læser nu, er der masser af børn, som bliver mishandlet, og det er meningsløst, det er en del af virkeligheden, en del af livet. Jeg tror, at mennesket har dybt sadistiske overlevelsesstrategier inden i sig. Bliver vi presset nok, kan den side vækkes inde i os, og meningsløse handlinger kan opstå. Vi må forholde os til den side i os, for at den ikke kommer til udbrud og lære at stå ved den og rumme den. Troen på, at vi alle har sadistiske sider i os passer ikke ind i vores samfund. Nogle bliver faktisk tildelt den dominante små-sadistiske rolle, og det kan også foregå mindre åbenlyst med skjulte dagsordner. Bemærkninger kan have samme sadistiske indhold som åben vold.

For at rumme meningsløshed søger nogen ind i religion og spirituelle retninger. Faren ved at søge det gode og guddommelige uden stillingtagen til sadisme og ondskabsfuldhed, kan medføre, at vedkommende beder ustandseligt, så en dag kan blive til én lang bøn for at undgå sin smerte og mærke den længere inde, og efter min overbevisning, lige vidt er man. Det er ikke fordi, at jeg er negativt indstillet over for religion og spiritualitet, det har helt klart sin berettigelse i min overbevisning, men jeg har set det praktiseret på den måde, at det er en flugt fra det meningsløse. Det, som jeg synes er det positive ved religion, kirker og spiritualitet, er, at man skaber rum til at rumme det forfærdelige, meningsløse i tilværelsen og få kontakt i et fællesskab. Ingen kan rumme meningsløshed alene, for jeg tror på, at vi er dybt forbundne til andre mennesker, og heling af vores traumer, tilknytningstraumer/meningsløshed er så umulige at gøre alene uden at havne ind i et låst mønster. Låste mønstre medfører forsvaret i at gå ind i en dominant eller underkastet rolle. Det kører helt automatisk. Automatisk kan forklares ved: Hvis vi kører på cykel og er ved at miste balancen, er det ved en automatik, at vi forsøger at genfinde balancen. Samme automatik er det, hvis vi bliver overrasket over noget, så vil den dominante forsøge at holde orden ved at bruge sin autoritet, så den dominantes overbevisning bliver ført igennem. Den underkastede følger den dominantes anvisning trods lidt ”muggen i skæget”.

Mennesker i krig lever i meningsløshed. Nu, når vi ikke har krig i vort land, tror vi bare, at det meningsløse ikke eksisterer, men det gør det, og det gælder om at have plads til det, og dele det med nogen. Det er min erfaring, at alt for få mennesker tør nærme sig det sted inde i sig selv, og derved kan der ikke gives trøst. Vi lever i en kultur, hvor den almene behov for trøst er forsvundet. Enten bliver den fortvivlede betragtet som sølle eller som syg og total umulig at rumme. Vi er kun mennesker og kan ikke blive andet. Jeg tror, at når man har forstået det, er man i stand til at trøste. Meningsløshed er voldsom at forholde sig til. Den underkastede vil blive deprimeret, når meningsløsheden bliver tydelig i ens liv. Den dominante vil blive rasende over, at livet er så pokkers besværligt. Det er stadier, man kan komme over, og sjovt er det ikke. Ingen kan klare den proces alene. Det er en udfordring at lære sig at få næring/livslyst ind i det rum, hvor smerten har ligget. Livet bliver så langt mere behageligt, når man har fundet tilgang til at nære sig selv derinde. At sidde stille ved naboen og drikke en kop kaffe, lue sin have, kigge på børnene. At find mening det meningsløse sted, fjerner tomhedsfornemmelsen i mennesker. Tomhed er nok et tabu, som masser af mennesker skjuler for sig selv og andre. Der findes et utal af måder at skjule tomheden på. Vi kan bliver arbejdsnarkomaner, den mest trendy for tiden, sige ja eller nej til mad, lave tomheden om til en ”madkamp”, fylde sig med alkohol, sex-doping, et utal af muligheder er der. Jeg spår den næste generations tomheds-doping er TV og spil samt selvmutilering(at skære sig selv).

Jeg mødte det dybt meningsløse i mig selv, da jeg fik overskud til at møde det svigtede barn, som ikke var blevet tilstrækkelig elsket af min far. Via min uddannelse som terapeut var jeg i stand til at rumme meningsløsheden som en del af livet. Jeg ved, at mange skaber en tomhed i sit sind for at skjule smerten for sig selv. Disse mønstre kan ens børn i den grad mærke. Det er ikke ualmindeligt, at børnene kommer til at bære forældrenes meningsløshed. Der skal en meget stærk tilknytning mellem forældrene for at man åbent kan tale om denne meningsløshed. Der bliver som regel problemer i parforholdet, når én af forældrene har denne problematik, da det er et tilknytningstraume. Det er her, dominans- og underkastelsesmønstrene får grobund. Det har været min egen erfaring, men jeg ved også, at det er almen menneskeligt. Jeg tror, at det er derfor, at vi har al den aktivitet omkring børneunderholdning. Det er blevet trendy, at være super-forælder. Vi giver os ikke tiden til at fordybe os og mærke skyggesiderne ved livet. Børnene og arbejdet bærer det meningsfulde for forældrene. Følelseslivet, nærende kontakt, overlades til specielt følsomme personer. Det er ikke så trendy at have en følelsesmæssig intelligens. Man kunne aldrig finde på at skrive bøger om en matematisk intelligens, som nogen, der skal hjælpes på rette vej. Bare i den holdning bliver følsomme mennesker underhund. Det at påpege for de mennesker, som følger det materialistiske mål, for selvfølgelig skal der tjenes penge i vores samfund, er faktisk angstprovokerende for mennesker, som har god kontakt til sine følelser. Følelser bliver gjort lidt forkerte og hører kun børnene til i vores kultur. Følelser bliver nogen gang betragtet som barnagtige eller opslidende. Det bliver næsten umuligt at forholde sig til store eksistentielle temaer. Der kommer mere og mere angst for at føde og for at dø. Tilknytningstraumer har en stor grobund for at skabe meningsløshed i personen, for som jeg startede med at skrive, er der mange, der søger hjælp, når de har opnået det materialistiske, som de gerne ville, og havner et rigtig skræmmende sted med sine følelser. Min erfaring har også vist mig i et låst tilpasningsmønster er der to måder at skjule meningsløsheden på. Det er enten, at man kan pumper energi ind i sit liv som beskrevet ovenfor eller man bliver mere og mere træt, sofaen bliver dybere og dybere, man bliver mere og mere tam og stille, hvilket ikke er noget sjovt sted at havne.

Efter disse erkendelser af at min far trods alt elskede mig på sin begrænsede måde, holder den kropsteoretiske teori, som jeg er blevet undervist i. Hans krigstraumer gav denne begrænsning, det var ikke med hans gode vilje. En hofteskævhed, jeg har haft hele mit liv og som jævnligt har givet mig små-smerter, er forsvundet. Teorien er, at den energi der ligger i at være genetisk forbundet med sine forældre, skal give en fornemmelse af sammenhæng inde i kroppen. Så længe jeg ikke troede, at min far elskede mig på nogen måde, blev min hofte trukket skæv. Det er væk nu. Det besværlige i det, er at forstå, hvad er energi. Forståelsen af energi kommer forbi megen indbildning, forestillinger, men også dybe erkendelser af, at det er ens indre virkelighed. Venstre hjernehalvdel har glemt disse informationer. Det er højre hjernehalvdel, der sidder inde med erindring, og højre hjernehalvdel er forbundet med kropssansninger og -oplevelser. At arbejde kropsterapeutisk er at hente informationer fra højre hjernehalvdel.

Disse mønstre er mulige at ændre på, men i sagens kerne er det om at komme ind til meningsløsheden et sted inde i sig selv, rumme den og så kan man starte på en frisk med at se livet også lidt friere, fordi man selv er i stand til at skabe noget mening, der kan mærkes et sted dybt indefra i kontakt. Hvad er kontakt? Det at kunne finde ud af at åbne til sig selv derinde hvor der er meningsløshed. Det kræver mod, tillid, nærvær og kan give en glæde og varme i kroppen, så man bare ved, at sådan skal det være. Jeg har selv erfaret og andre jeg har arbejdet med, hvor stor glæde og frihed det har efterladt i psyken at arbejde med smerten, der kommer frem, når man arbejder med årsagen og virkeligheden knyttet til det meningsløse.

Ved at lave denne tekst, håber jeg på, at det løfter sløret hos nogen og ikke føle sig så alene i den tilstand. Du er velkommen til at skrive til mig på mail og give mig kommentar til teksten, eller hvad der nu fylder for dig. Jeg svarer med en lille kommentar.



Ønsker du at modtage lignende tekster pr. mail, kan du tilmelde dig via min mail: ny@liz.dk

Knus

Liz